Læger for aktiv Dødshjælp er en gruppe læger der arbejder for indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark.

 

Hvad er aktiv dødshjælp?

Aktiv dødshjælp betyder en håndsrækning til alvorligt lidende mennesker der ønsker at dø. De fleste steder i verden foregår det ved at der udleveres recept på et sovemiddel som man selv skal indtage, såkaldt "assisteret selvmord". I Holland, Belgien og Luxembourg gives indsprøjtninger.

 

Hovedargumenterne er medfølelse og hensynet til et menneskes selvbestemmelsesret (autonomi).

Debatten

Diskussionen om aktiv dødshjælp har bølget frem og tilbage på jordkloden gennem årtier og fremkaldt stærke, modstridende holdninger.

 

Emnet er vanskeligt og følsomt, og diskussionen har i forskellige lande og kulturer ført til vidt forskellige resultater. I Holland, Belgien, Luxembourg, Schweiz, Canada og flere amerikanske stater er aktiv dødshjælp lovlig mens det i en række andre samfund sidestilles med mord. Også i Danmark er aktiv dødshjælp forbudt.

 

I et moderne demokratisk, humanistisk samfund forekom- mer det mange indlysende at den enkelte skal have ret til at råde over sit eget liv og træffe beslutning om ophør når summen af sorg, angst og lidelse overstiger det positive livsindhold. Her er overformynderi overflødigt. Adskillige opinionsundersøgelser har da også samstemmende vist at langt størstedelen af befolkningen er for aktiv dødshjælp. Nogle har taget afstand under henvisning til at man i dag råder over så effektive smertelindrende midler at den bitre, smertefulde død ikke længere er en trussel. Det er jo ikke sandt. Den langsomme, smertefri død er en illusion. Mange lidelser giver fortsat så svære smerter eller andre symptomer at kun en form for narkose hjælper. Hvis man er i narkose, må man holde sengen, men det kan ingen tåle, så bare af den grund vil man dø før eller senere. Der er altså under alle omstændigheder tale om en form for aktiv dødshjælp. Det er kun et spørgsmål om dosis og tidspunkt for dødens indtræden.

 

En værdig død?

Hvordan er det at dø i hjælpeløshed, måske med slanger og katetre både her og der? Måske med smerter ved den mindste bevægelse fx når kræft har spredt sig til knoglerne. Og det drejer sig jo ikke kun om smerter. Mange former for lidelse kan man ikke gøre noget ved, de kan kun blive værre. For eksempel svære lammelser ved en række nervesygdomme og muskellidelser. Eller kroniske lungelidelser med vedholdende, udtalt åndenød og kvælningsangst. Eller svære "nervesmerter", "neuralgier". Eller dyb, uendelig træthed. Eller vedvarende kvalme og opkastninger. Eller smerter samtidig med morfinintolerans. Eller kronisk smertefuld diarré som tvinger én til at tilbringe mange af døgnets timer på toilettet. Eller inkontinens, svimmelhed og bevægelseshæmning, ofte i kombination, med deraf følgende social isolation. Eller vedvarende, behand-lingsresistent og livsødelæggende depression når alt er prøvet. Ensomhed i verden med dødslængsel, tung sorg over hvad man har mistet, håbløshed. Eller flere af disse ting i kombination. Det kan være svært at forstå at nogen sætter sig til dommer og nægter at vise barmhjertighed og efterkomme et velovervejet og afklaret ønske om en snarlig afslutning.

 

Religiøs tro

Noget af det der har været med til at vanskeliggøre debatten er at mange modstandere argumenterer ud fra en religiøs overbevisning. De siger det sjældent lige ud, men finder på andre begrundelser der er er tynde sagligt set. Da de bygger på tro, fremføres de til gengæld med så meget større kraft og ildhu. Læg mærke til at den første formand for Det Etiske Råd var katolik (Erling Tiedemann), og så vidt vides har også alle de efterfølgende formænd været troende kristne.

 

Et andet problem med den religiøse argumentation er at den bygger på noget irrationelt, nemlig tro. Derfor kan man ikke argumentere rationelt imod den.

 

De kristelige og teologerne har været gode til at sætte sig på den etiske debat både i offentligheden, i foreninger og organisationer. De har altid været aktive i Det Etiske Råd, og Kristeligt Dagblad har en sektion om etik. Journalister spørger pudsigt nok nærmest per refleks en præst når etiske spørgsmål er på tale. Som om det ikke var almenmenneskelige emner.

 

”Glidebanen”

Et af de centrale spørgsmål i debatten om aktiv dødshjælp vedrører sikkerheden. Vil en sådan potentielt farlig praksis kunne kontrolleres? Etisk Råd frygter en glidebane, frygter udviklingen. Men der er ved flere undersøgelser ikke påvist nogen glidebane efter liberalisering af lovene hverken i Holland eller Belgien. Den er et fantasifoster. Lovene er visse steder blevet udvidet, jovist, men så længe man holder sig inden for lovens rammer, giver det ingen mening at tale om glidebane. Love, der ikke virker efter hensigten, kan afskaffes eller ændres. At hyppigheden af aktiv dødshjælp stiger, viser jo bare at behovet er stort.

 

Men vil indførelse af aktiv dødshjælp kunne gøre de svage og forsvarsløse, de psykologisk ustabile, de fattige og andre underprivilegerede til ofre? Vil den føre til at moralske grænser forrykkes så at det, der begyndte som en uskyldig lovændring, gradvis undergraver de grundlæggende principper i vort samfund? Det bygger alt sammen på frygt, er uden dokumentation og hold i virkeligheden og ligger fjernt fra vestlige demokratier. Folk skal selv bestemme! Modstandernes synspunkter er i det hele taget præget af frygt. Er der i bund og grund tale om dødsangst?

 

Lægeforeningen

Lægeforeningens bestyrelse har altid ukritisk lagt sig op ad Etisk Råd og er officielt imod aktiv dødshjælp. Men langt fra alle læger er enige, og medlemmerne er aldrig blevet hørt anonymt.

 

Hvad gør læger i virkeligheden?

Resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt danske læger offentliggjort i 1998 viste at 5 % havde givet en dødelig indsprøjtning på direkte anmodning. Desuden indrømmede ikke mindre end 53 % at have givet ”livsforkortende smertelindring uden informeret samtykke”, hvilket må betyde at de har aflivet patienter i hemmelighed. Og hold fast: Hele 68 % fandt at dette burde være lovligt! Der er altså en kæmpe gråzone, og frygten for en ”glidebaneeffekt” virker på den baggrund som filosofisk pedanteri. Lad os for alt i verden få området frem i lyset og reguleret både lovmæssigt og fagligt.

 

Lægeløftet

Aktiv dødshjælp strider ikke mod lægeløftet, og det ligger i lægegerningen ”at helbrede, trøste og lindre”. Ved at tage afstand svigter man de patienter der lider allermest.

 

Lægerne har fået lov at spille en alt for stor rolle i debatten. Indførelse af aktiv dødshjælp er først og fremmest et almenmenneskeligt, moralsk spørgsmål, ikke et lægeligt. Det kræver ingen højere uddannelse at hjælpe et nødstedt menneske med at drikke et glas.

 

Befolkningen

I de fleste vestlige lande går 70-80 % af befolkningerne ind for aktiv dødshjælp. En del har ikke taget stilling. Hidtil er det lykkedes resten, altså en lille minoritet af modstandere - der antagelig overvejende består af troende kristne – at bevare kontrollen over dette område og forhindre majoriteten i selv at vælge. Det er skandaløst. Lovgivningen er forældet og udemokratisk.

 

Ω Ω Ω

Forhåbentlig får danske politikere snart øjnene op for befolkningens ønsker og gennemfører den nødvendige lovgivning. Så man også i Danmark får mulighed for selv at vælge hvordan man ønsker at ende sine dage. Hvis du ikke har tid til at vente, er der ikke mindre end tre schweiziske organisationer / foreninger som tilbyder hjælp også til udlændinge. Læs mere

 

Man skal budgettere med en udgift på 100.000 kr. til rejse, hotel og alt inklusive. Se evd.dk

Hvis du hellere vil ordne sagen selv eller ikke har råd, så se næste spalte.

 

Ønsket om at kunne få aktiv dødshjælp har altid været der. Det eneste der mangler er den gode vilje. Hvad giver os ret til at nægte et lidende menneske at vælge at dø på en ordentlig måde? Skal vi påtvinge andre vore egne livsanskuelser?

 

Vi er også på Facebook hvor man kan deltage i den løbende debat.

 

 

Kontakt Læger for aktiv Dødshjælp

 

Vi arbejder altså af medfølelse, af hensyn til folks selvbestemmelsesret, ud fra et ønske om at hjælpe andre ud af deres lidelser når de selv beder om det samt en moralsk forpligtelse til at gøre det.

 

Også modstandere henviser til medfølelse. De er bange for at svage patienter af omgivelserne skal lade sig presse til at bede om dødshjælp, og de føler med disse svage patienter. Tilhængerne af aktiv dødshjælp mener derimod at man svigter de mest lidende ved ikke at efterkomme deres udtrykkelige ønske om at blive udfriet. Begge kan synes at have ret, men man bør her som på alle andre områder kræve dokumentation, og ikke engang på verdensplan er der beskrevet et eneste tilfælde hvor syge har ladet sig presse til aktiv dødshjælp. Derimod ligger der i alle vestlige samfund adskillige patienter og beder om det uden at få hjælp.

 

Og kan man overhovedet overtale nogen til at dø der ikke selv vil? Vort medfødte overlevelsesinstinkt og dødsangsten er stærke. Undersøgelser fra Oregon, hvor hjælp til selvmord er tilladt, viser da også at dem der vælger "assisteret selvmord" er yngre, højere uddannet og mere vant til at træffe beslutninger end de fleste. Hvilket modsiger påstanden om at lovliggørelse vil lægge pres på ældre eller sårbare patienter der søger døden ud fra en formodning om at gavne andre.

 

Palliativ (lindrende) behandling

Palliativ behandling og aktiv dødshjælp fremstilles ofte som modsætninger. Det er de ikke. Tvært imod supplerer de hinanden. Palliativ medicin skal udvikles og forbedres, men der er stadig lang vej. Man kan fx intet stille op mod den langsomme kvælning ved lunge- og nervelidelser. Og smertebehandlingen medfører hyppigt en forstoppelse, der er vanskelig at gøre noget ved, og som er så svær at den i sig selv giver madlede og kvalme, oven i alt det andet. Ifølge en international undersøgelse fra 2008 var de læger, der havde uddannelse i palliativ medicin, da også mere tilbøjelige til at medvirke ved aktiv dødshjælp end andre.

 

Patienteksempler fra det virkelige liv

Hvad nu hvis et menneske lider ubeskriveligt og læger ikke kan hjælpe? Hvad hvis dette menneske er afklaret og kun ønsker sig døden? Nogle eksempler:

 

1) Dolly var svært kræftsyg og inkontinent og havde afføringsholdige opkastninger. Hun bad hyppigt om dødshjælp, men til sidst holdt hun op med det fordi hun holdt op med at tale overhovedet. Når plejepersonalet nærmede sig, lukkede hun øjnene og ”ignorerede” dem. Hun døde efter i en uge at have nægtet at tage imod ernæring og vand.

 

2) Anna på 57 havde haft hudkræft på venstre kind. Hun var kommet for sent i behandling, så kræften havde bredt sig i dybden ikke bare til muskler og knogler, men helt ind i ganen og struben. Operationer og stråler havde ikke hjulpet. Venstre kind var rådnet væk, over- og underkæbe var væk, og hele venstre side af ansigtet fra øjet og nedefter var et stort gabende krater der stank helt ud på gangen. Hun var sengeliggende og kunne kun udtrykke sig med hvæsestemme. Men der var ingen tvivl om hvad hun ønskede. Under stuegang skulle såret tilses. Man glemmer aldrig hendes blik ...!

 

3) 62-årige Mary var sengeliggende med svær kronisk leddegigt og konstante smerter trods kraftig morfin- behandling. Hun bad om dødshjælp, men afvistes. Så slugte hun en blanding af sovepiller og beroligende midler og sank ind i hvad hun troede var glemsel. Men hun kom i intensiv behandling og vågnede på sygehuset nu også med lammelse i venstre side af kroppen. Man påbegyndte behandling mod depression, og tre måneder senere blev hun udskrevet ifølge lægerne ved godt mod. Hun fastholdt dog at hendes livskvalitet var ringe, og at hun ville ønske at man havde efterkommet hendes bøn.

 

Skal sådanne stakler lide under vore moralske eller religiøse forestillinger som de ikke selv deler? Må de ikke selv bestemme?

 

Noget er værre end døden. Der forekommer livsødelæggende lidelser som hverken læger eller andre kan gøre noget ved. Når summen af lidelse overstiger værdien af livet, og når udsigten til bedring er håbløs, må det være patientens egen afgørelse om livet ikke længere er værd at leve.

 

Filosoffen Peter Singer sagde: ”Hvis vi er i stand til at indrømme at vores mål er en hurtig og smertefri død, burde vi ikke overlade det til tilfældigheder at afgøre om dette mål nås.”

Sørens sidste rejse

 

Ved bevidstheden om at døden med professionel hjælp bare vil være en indsovning under rolige og kontrollerede former efter eget valg af tid og sted, mister den sin gru. Dermed vil dødsangsten aftage og livet blive bedre for mange, for mennesker der lider af angst, ja måske for os alle.

Anonymt brev fra "Årgang 24"

 

Anmeldelse af Ole J. Hartlings bog "Aktiv dødshjælp" (Gyldendal 2015)

Bogen hviler på et kristeligt grundlag og en slags kristen skæbnetro. Læs mere

 

Disse bøger kan anbefales:

1) "Hjælp mig - aktiv dødshjælp" af Svend Lings. Turbine Forlaget 2014. Bogen rummer de væsentligste argumenter for og imod fra hele verden foruden konkrete forslag til dansk lovgivning på området. En af hovedpointerne i forslagene er at læger ikke behøver at medvirke. Patienten er selv hovedaktør. Lægens rolle er udelukkende at optræde som faglig rådgiver, og opgaven skal være frivillig. Se lovforslaget

 

2) "I'll see myself out, thank you". Redigeret af Colin Brewer (psykiater og forsker) og Michael Irwin (tidligere medical director ved FN). Skyscraper, 2015.

 

Fremgangsmåde ved selvhjælp

Hvis du ikke vil vente på at samfundet lever op til sine moralske forpligtelser over for dets svageste medlemmer, nemlig dem der lider mest og derfor ønsker at dø, anbefales bogen ”Sidste udvej” af Derek Humphry. Den kan lånes på biblioteket. Lægen Svend Lings (forfatter til bogen ”Hjælp mig – aktiv dødshjælp”) ville selv vælge følgende fremgangsmåde:

1. Bed en læge, som du har tillid til, om recept på 100 fenemaltabletter á 100 mg og 30 metoclopramidtabletter á 10 mg (mindste pakning). Metoclopramid modvirker kvalme og opkastninger.

2. Pulveriser alle fenemaltabletterne (i alt 10 g) og bland pulveret op i noget halvflydende som du godt kan lide, fx en sød dessert, maizenagrød, havregrød eller youghurt.

3. Indtag tre metoclopramidtabletter på fastende mave og skyl dem ned med et glas alkoholholdig drik, fx den bedste champagne du kan få fat på eller bare vodka blandet med juice.

4. Vent 1½ time og indtag derefter al fenemal sammen med alkohol, der forstærker giftvirkningen betydeligt.

 

Nogle ønsker som ekstra sikkerhed at trække en plasticpose over hovedet, men det kan ikke alle gennemføre. Hvis du kan, så husk at posen skal lukkes om halsen med en gummiring.

 

Der er set en del eksempler på at mennesker, som ikke har kunnet få aktiv dødshjælp, har tørstet og sultet sig selv ihjel ved at nægte at indtage noget overhovedet. Men det kræver stor beslutsomhed og kan vare uger.

"Hellere dø af sult end leve som grøntsag"

 

Da samfundet ikke vil sørge for at også dens svageste borgere, de lidende og døende, får lov til at udøve deres selvbestemmelsesret, må vi jo tage sagen i egen hånd. Herunder kan du se hvor mange vi (mindst) har hjulpet siden gruppens dannelse i 2015. Tallet bliver løbende opdateret:

048

 

Opfordring

Det er tid til handling. Skriv i aviserne. Ring til dine politikere. Send e-mails. Ring til fjernsynet. Gør noget før det er for sent, fordi du ikke længere selv er i stand til at gøre noget. Kræv en folkeafstemning. Støt den underskriftindsamling andre har startet:

http://www.skrivunder.net/aktiv_dodshjalp_i_dk

 

 

 

 

Hvilken ret har vi til at hindre andre mennesker i at vælge på deres egne betingelser?

 

Hovedargumenterne